Er du frisk på en ud af huset-oplevelse?
Er du frisk på en ud af huset-oplevelse?
Godt så! Beslutningen er taget – så skal der rykkes ud af hjemmekontoret. Farvel til udsigten fra soveværelsets vinduer og goddag til en ”ud af huset”-oplevelse. Nu skal du bare ud af huset.
Så er det spørgsmålet melder sig – hvor skal du hen? Hvad er dine prioriteringer? Skal der være kort transport tid? Skal kontoret ligge midt i byen?
Skal det være tæt på udfaldsveje? Hvilke faciliteter står på din ønskeliste? Er du på udkig efter et enkeltmandskontor – eller vil du hellere sidde i åbent kontor- landskab? Har du brug for parkeringsplads – lager – værkstedsfaciliteter?
Og hvem er er det nu du er? Hvor vil du befinde dig bedst?
Hvilke mennesker skal være del af dine daglige omgivelser? Du skal i gang med castingen til dit fremtidige arbejdsliv.
Du spørger dig selv om det er en myte at kontorfællesskaber tiltrækker den kreative klasse? Her sidder grafikere, journalister, freelancere, arkitekter, tekstforfattere, fotografer, mediefolk og tøjdesignere. Der snakkes sammen over fælles mandagsfrokosten, der er listige fredagsbarer, udveksling af opgaver og man kan næsten altid finde nogen med den kompetence man står og mangler.
Det lyder alt sammen meget tillokkende. Men er det noget man vokser fra?
Og hvordan er det lige man reagerer når man snakker i telefon med en samarbejdspartner og der så cykler en 19-årig gut med fuldskæg rundt om skrivebordet på en fixie-bike? Og kan man være sikker på, at der er ryddet op efter weekendens socialiseringer og cigaretskodder, når man skal holde møder first thing mandag morgen med den nye store fisk? Og vil alle ens gæster synes det er lige sjovt, når kaktuskonceptet skal afprøves og 10 piger i kaktuskostume går Lucia ned ad midtergangen – vil du?
Eller er du et sted i dit arbejdsliv, hvor du i højere grad har brug for koncentration end inspiration? Arbejdsro fremfor fest og ballade? Service fremfor DIY? Så er det måske mere på sin plads at rykke ind på et regulært kontorhotel, hvor der stadig er networking og sparring over frokosten i kantinen og de faciliteter du skal bruge fra day one.
Dagens Blog indlæg er skrevet af: Gæstebloggerne - Karen H. Widding & Kristine Lemche. Du kan følge dem på Twitter
Læs også deres andre blog posts her




